Hej,
Mit navn er Jeanette og det er mig der er mosteren og ejeren bag Mosters Bed & Breakfast. Jeg har i over 30 år arbejdet som tandplejer, men i 2024 besluttede jeg at gå fuldtid med min egen lille forretning: Mosters Bed & Breakfast.
Min Bed & Breakfast er navngivet efter det prompte svar der kom fra min søsters børn, da jeg begyndte at forhøre mig om nogen havde gode ideer til hvad mit nye sted skulle hedde – for selvfølgelig skulle det være Mosters Bed & Breakfast.
Jeg glæder mig til at byde dig velkommen!
Kærligst Jeanette
Mission
På den gamle møbelfabrik, mellem roemarker og skov, tæt ved havet, ligger Mosters Bed & Breakfast.
Her åbner jeg dørene til mit hjem. Et sted hvor I kan få en god nattesøvn og nærende morgenmad, i rolige omgivelser langt fra hverdagen og tæt på naturen.
Jeg stræber efter at skabe søndags-følelsen, uanset hvilken ugedag du besøger mig. Du ved, de dage hvor ro og afslapning er det eneste på “to do”-listen. Hvor morgenerne er langsomme og p4 kører i baggrunden.
No. 21
-
Jeg kan ikke helt sætte en finger på hvornår frøet blev plantet, men lidt efter lidt mærkede jeg denne drøm spire. Jeg fik en stor trang til at skabe mere frihed i min hverdag, være min egen chef og skabe mere luft.
Jeg fik en stærkere fornemmelse af at jeg ikke ville være tandplejer på fuldtid, resten af mit arbejdsliv. Men jeg elsker mødet med mennesker, at høre deres historier og lære dem at kende, som jeg har gjort med mange patienter i årenes løb.Så da det blev tid til at flytte fra Stevns vidste jeg at det var tid til at tage springet og finde et hjem der også kunne rumme min drøm.
Første gang Jens og jeg så huset i Majbølle, vidste jeg at det var her min drøm også kunne bo.
Når du bor på Mosters Bed & Breakfast støder du nok også på Jens. Han er min klippe, min holdkammerat og stedets altmuligmand, der kan fikse hvad som helst. Uden ham ville drømmen aldrig være blevet til virkelighed. Jens er altid i gang med at skrue på noget der skal fikses, planlægge hvor solcellerne skal sættes op eller hvornår han skal på sin næste fisketur.Så efter et langt tilløb og mange nye ting jeg skulle lære, er jeg så usigelig stolt over at slå dørene op til min drøm der endelig er sprunget ud i fuld flor.
-
Mange som er vokset op på egnen kender huset på Præstestræde 21 som ‘den gammel møbelfabrik’.
Møbelfabrikkens historie
Det hele startede i 1922 hvor den nyudlærte snedker Johannes Hansen, indrykker en annonce i Sakskøbing Avis hvor der står at han fra dags dato påbegynder sin snedkerforretning og modtager bestillinger.Pengene var små dengang og hans startkapital lød på 5 kr og arbejdsdage der gerne var på over 16 timer.
Fra 1934 begynder virksomheden at vokse stødt og skifter også navn til Majbølle Møbelfabrik. I starten laver Johannes mest bygningssnedkerarbejde, men fra start 50’erne begynder der også at blive lavet klaverer. Til en start, er det kun en butik i København som er aftager for klavererne, men i 60’erne leverer de klaverer til både Norge, Sverige, Finland, England og Tyskland.
Med få og travle medarbejdere, handlede det altid om at få presset mest muligt ind i lastbilen, så de ikke skulle køre mere end højest nødvendigt. Selvom de fik specialbygget et lad der kunne rumme flest muligt klaverer, gik det ikke altid som planlagt. Engang havde de bundet fire borde, med benene opad, fast øverst på læsset. Da de nåede København var der kun bordpladerne tilbage. Resten af bordene lå ved viadukten i Vordingborg.
Sidst i 50’erne og i det meste af 60’erne blev der også fremstillet en del finere møbler af høj kvalitet, som var tegnet af Finn Juhl. Han regnes i dag som en af de fire største møbelarkitekter, som Danmark har haft.
Senere begynder de også at fremstille orgelkabinetter i forskellige modeller. Der blev i en periode også fremstillet møbler til IKEA og køkkenlåger til Tyskland.
Da møbelfabrikken er størst i 1970 har de 35 ansatte. D. 8 Marts 1983 døde Johannes Hansen, grundlæggeren af Majbølle Møbelfabrik, 83 år gammel. Han arbejde på fabrikken lige indtil den dag han døde. I 90’erne bliver det sværere og sværeer for de mindre fabrikker på sydsjælland at få det hele til at løbe rundt. Fabrikken lukkede i 2001, kun to måneder før Majbølle Møbelfabrik havde eksisteret som selvstændig virksomhed i 80 år. I dag er det kun det gamle stuehus og den ene hal fra 1962 som er tilbage.
Hvad med i dag?
Grunden til huset er stadig stor, og vi har en masse drømme om hvad den gamle møbelfabrik skal rumme i fremtiden.
I dag inkluderer beboerne på adressen: to mennesker, én hund, to katte og fem høns. Den ene kat, Balder, har sit domæne i laden og er kun ude kat, den anden kat Gorm, bor mest i min seng og andre magelige steder, han kan dog også mødes i haven. Vores hund Molly glad og venlig, men der er ingen af vores dyr, som har adgang til vores gæsteværelser eller til morgenmadsstuen. -
Bæredygtige drømme og søndags-følelsen.
Min intention med stedet, er at skabe de rammer jeg selv synes er hyggelige. Et sted hvor der er plads til at være social men også til at trække sig tilbage. Hvor man kan gå lange ture ved havet eller i skoven, læse en bog, spille brætspil eller bare have tid til at kede sig. Hvor vi kan leve et lidt langsommere liv. Kort sagt, at man kan få søndags-følelsen uanset ugedag.Morgenmad
Jeg har fokus på at servere en dejlig morgenmad for mine gæster, som du kan nyde i dit eget tempo. Jeg er et kæmpe morgenmadsmenneske, og elsker selv en skål yoghurt med havregryn og en bolle med hjemmelavet syltetøj. Så morgenmaden har selvfølgelig været en vigtig komponent jeg har gjort mig umage med at sammensætte, med fokus på økologi og gode råvarer.Værelserne
I indretningen og skabelsen af min B&B har genbrug og holdbarhed været vigtigt for både Jens og jeg. Jeg elsker at pusle med at sætte et gammelt møbel i stand, male det og give det nyt liv. Derfor vil du se upcyclede møbler i min indretning i huset. Ligesom vi også har planer om at få installeret solceller, så vores campinggæster kan bruge grøn energi, når de besøger os.
Værelserne er opkaldt efter kvinder i mit liv der har skabt følelsen af tryghed, ro og hjemmelig hygge – jeg håber du vil føle det samme når du er gæst hos mig.